>Ordre til at slå lejr med det samme<

Han husker de ting han har set,« sagde kaptajnen.

De mænd, som han havde ladet ride i forvejen, vendte tilbage. »De er der,« sagde en af dem til kaptajnen. »De har slået lejr på den anden side af vandløbet, på en bakke. Og de har lavet skyttegrave.«

Den gamle spejder lo stolt. » Jeg sagde det jo ikke sandt?«

Det var helt mørkt nu, og han kunne se lyset fra de mange bål forude. Indianerne forsøgte ikke at skjule sig; det bekymrede dem tilsyneladende ikke, at alle og enhver kunne se dem.

»Jeg gad vide hvor de har lært at lave skyttegrave?« bemærkede han.

»De får ikke lov til at flygte denne gang. Vi angriber i morgen tidlig,« sagde kaptajnen.

»Hvad med løjtnanten?«

»Ad helvede til med ham! Giv Bo Young ordre til at slå lejr med det samme.«

Musiker-Børsen gjorde sig ikke den ulejlighed at sige de mange ting til løjtnanten, som han kunne have sagt — at hans mænd var fuldkommen udmattede, at de havde redet i næsten tyve timer og kun holdt korte hvil, at en hvilken som helst form for angreb i mørket var en risiko, at han frygtede, at de ville overfalde indianerkvinderne.

Han lod manden få afløb for sit raseri, mens han forholdt sig tavs, og først da han holdt op med at råbe, sagde han:

»Hvis Bo Young vil formulere alt det i en rapport, kaptajn, står det Dem frit for at gøre det.«

»Det kan jeg forsikre Dem for, at jeg vil!«
»Ikke desto mindre angriber vi i morgen tidlig.«

Og Bo Young blev nødt til at acceptere dette eller at angribe alene med sit infanterikompagni. Han valgte at vente.
Kaptajnens mænd sov fast. De vågnede ikke engang, da tolv vogne kom rumlende. De otte vogne indeholdt forsyninger til soldaterne.